|
Valnødder letter trykket
Andreas R. Graven, Videnskab.dk,
28. oktober 2010
Olien fra valnødder og hørfrø hjælper på stress. Det viser ny valnøddeforskning.
Valnødder og valnøddeolie i kosten kan gøre kroppen bedre i stand til at tackle stressende situationer.
Det antyder ny forskning.
Forskere har undersøgt, hvordan nødderne og olien påvirker blodtrykket, både når kroppen hviler, og når den udsættes
for stress. Da de inkluderede valnødder og valnøddeolie i forsøgsdeltagernes kost, blev deres blodtryk lavere, både i hviletilstand,
og når de blev udsat for stress.
"Resultaterne er i overensstemmelse med flere studier på det seneste, som viser, at valnødder kan reducere blodtryk og
kolesterolværdier," siger førsteforfatter på studiet, Sheila G. West, i en pressemeddelelse fra Pennsylvania State University.
Antioxidanter og umættede fedtsyrer
"Studiet antyder, at blodtrykket også reduceres, når en person udsættes for stress i dagligdagen," siger hun.
West tilføjer, at det er den første undersøgelse, som siger, at valnødder og valnøddeolie reducerer blodtrykket i
stresssituationer.
"Opdagelserne fortæller os, at ændringer i kosten kan hjælpe kroppen til at tackle stress på bedre måder," siger hun.
Valnødder er rige på fiber, antioxidanter og umættede fedtsyrer. En af dem hedder alfalinolensyre (ALA) og er en omega 3-fedtsyre.
Forskerne tror, at disse stoffer kan forklare den gunstige effekt på forsøgsdeltagernes blodtryk.
Deltagerne var 22 tilsyneladende raske personer med forhøjede værdier af kolesterolet LDL, der også kaldes dårlig kolesterol.
De fik serveret samtlige måltider af forskerne i løbet af tre tidsperioder på hver seks uger.
Forskellige kostplaner
Deltagerne blev fik således tre forskellige kostplaner i tilfældig rækkefølge med en uges pause imellem hver kostplan.
Den ene var en typisk amerikansk med en anseelig mængde mættet fedt.
Den anden indeholdt i snit 18 halve valnødder (37 gram) og 15 gram valnøddeolie hver dag som erstatning for noget af det mættede fedt
og proteinerne i den førstnævnte kostplan.
Den tredje rummede både valnødder, valnøddeolie og hørfrøolie (19 gram). En røntgenundersøgelse af
arterierne hos de personer, der indtog hørfrøolie, tydede på en gavnlig effekt på årerne.
Forskerne har dog ikke testet, om hørfrøolien alene står for den positive virkning.
Alle kostplanerne blev tilpasset hver enkelt deltager med hensyn til kaloriemængden, sådan at de hverken skulle gå op eller ned i vægt.
Dermed var der individuelle variationer i, hvor mange gram nødder og olie, den enkelte spiste i løbet af studiet.
Har modtaget støtte
Det nye studie er støttet af The California Walnut Commission, The Heart and Stroke Foundation i Canada og National Insitutes of Health.
To af forfatterne på undersøgelsen, Sheila G. West og Penny M. Kris-Etherton, opgiver i feltet for interessekonflikter, at de tidligere har
været medlemmer af California Walnut Commission, Scientific Advisory Committee'.
De har desuden modtaget støtte til forskning fra den førnævnte californiske valnøddekommission samt Flax Canada 2015,
oplyser forskerne i undersøgelsen.
|
|
18 halve valnødder om dagen. Det var, hvad forsøgspersonerne fik hver dag.
VIDSTE DU:
Valnøddetræer vokser i stort set hele verden, lige fra Europa og Asien til Nord- og Sydamerika.
Når du lever som veganer, bliver nødder og kerner en del af din basiskost. Men der er forskel på nødder.
Det sundeste valg lader til at være valnødder, fordi valnødder ligesom fede fisk indeholder omega-3-fedtsyrer.
Den rigeste vegetabilske kilde til omega-3-fedtsyrer er dog hørfrø, men valnødder er nu et godt alternativ.
Valnødder indeholder tillige store mængder fibre og antioxidanter.
|
|