|
|
Kilde: idenyt og havenyt.dk
Fodring hjælper havens fugle gennem vinteren
Vintertid betyder fodring af havens fugle. Men man bør huske, at er man først begyndt at fodre regelmæssigt,
skal man fortsætte vinteren igennem, da fuglene hurtigt bliver afhængige af at finde føden relativ let.
Af hensyn til havens forskellige arter, er det vigtigt at variere udbudet af foder, så der både er noget
til mejser og sangfugle. Vinterfodring giver flere ynglende fugle i haven det følgende år, forudsat at der er
tilstrækkeligt med redepladser. En af de klare fordele herved er, at skadedyrsangreb lettere holdes i ave. Bare
ét mejsepar ekstra i haven sommeren over fortærer op mod 30.000 lus og larver. Det bliver hurtigt til noget.
Vælg foder som solskikke-, hampe- og hirsefrø.
Frøædere som grønirisk, bogfinke og kvækerfinke æder mange forskellige frø. En vildfugleblanding kan bruges, men
den indeholder meget korn, som kun få af havens frøædere spiser. Blandingen kan suppleres med solsikke-, hampe- og
hirsefrø, men også jordnødder, hasselnødder og valnødder er eftertragtede.
Mejsekugler er med på fuglenes top-ti.
Mejsekugler ædes af de fleste mejser, men også af grønirisk, kvækerfinke, grønsisken, stor flagspætte og skovskade.
Sjaggerens livret er æbler, som også ædes af solsort, stær og silkehale.
Foderpladsens indretning
Foderpladsen bør placeres, så du kan se den fra huset. Brug et foderbræt eller et foderhus – du riskerer, at der
kommer rotter, hvis du smider fodret på jorden. Et foderbræt uden tag besøges af flere fugle, fordi de lettere kan
holde øje med fjender.
Fodring flere steder
Jo større foderbrættet er, des færre stridigheder opstår mellem fuglene når de æder. I større haver, eller hvor der
i øvrigt er plads, kan det være en god idé at fodre flere steder samtidigt. Man kan f.eks supplere foderbrættet med
et par foderautomater med. Især drosler kan udkæmpe aggresive territoriekampe om foderpladsen, hvilket tærer på deres
energiressourcer, især i perioder med frost og sne. Dette kan undgås ved at lave kunstige »territorier« forskellige
steder i haven og således fodre flere steder. Er jorden dækket af sne, kan denne enten skrabes væk, eller der kan
fodres på et bræt eller en plade ovenpå et tykkere snedække.
Husk at fodre hver dag på samme tidspunkt Et foderhus, som bør være åbent til alle sider, holder til gengæld foderet tørt og tilgængeligt, selv om det sner.
Det er vigtigt, at du fodrer regelmæssigt hele vinteren og gerne på samme tid hver dag. Besøg på foderpladsen
er lagt ind i fuglenes rytme, så det kan få katastrofale følger for nogle af dem, hvis de en iskold vinterdag må
vente forgæves på et livsvigtigt måltid.
Vand er vigtigt – så fuglene kan drikke og bade.
Et fuglebad har stor betydning for fuglenes besøgstal. Vanddybden skal være mellem to og ti centimeter, så
fuglene også kan bade. For mange arter spiller badet nemlig en vigtig rolle for fjerplejen. Fuglebadet placeres
ligesom foderbrættet, så fuglene har frit udsyn og hurtigt kan søge i skjul, hvis en rovfugl skulle dukke op.
Om vinteren kan det være svært at holde badet isfrit, men hvis du lægger plastic i bunden, er det nemt at fjerne
isklumpen.
Jo tørrere foderet er, des større er behovet for, at fuglene har adgang til vand. Det kan ske ved fylde frisk
vand i fuglebadet eller i skåle af varierende størrelse, så de forskellige arter tilgodeses. Det er værd at notere
sig, at adgang til vand giver op til 50% flere fugle i haven.
Lav dit eget fuglefoder
Det er en god idé selv at fremstille mejsekugler, da kvaliteten af færdigproducerede kan variere meget.
Palmin, solsikkemargarine el.lign. blandes med frø, nødder, havregryn og rosiner. Hvis kuglerne skal hænge, bør der
fastgøres en lille snor til denne. Snoren bør fastgøres til en lille kvist eller tændstik (uden svovl), der
placeres på tværs midt i blandingen inden den størkner. Små yoghurtbægre og urtepotter af plast kan fint anvendes.
Er kuglerne svære at få fri af formen, kan man stikke den et par sekunder under den varme hane.
Husk at fedtet må ikke være saltet eller tilsat krydderier.
Den fuglevenlige have
Jo flere buske og skjulesteder en have byder på, jo mere attraktiv er den. Både med hensyn til fødegrundlag,
overnatning og redebyggeri den følgende sommer. Velfriserede, sterile haver indbyder ikke til et rigt fugleliv.
Stauder og buske bør beholde frøstandene vinteren over, så mejser og andre små fugle lettere kan udnytte frø og
kerner fra disse.
Men især buske med mange bær gør lykke. Fra naturens side er mange farvestrålende og næringsrige bær netop udviklet
med henblik på fuglespredning. Silkehale og drosler som solsort og sjagger sætter især pris på bærbuske. Ildtorn, røn,
paradisæble, bærmispel, taks og hybenrose, Rosa rugosa, er populære, men også slåen, dværgmispel, snebær og rød kornel
besøges flittigt efteråret og vinteren igennem.
Sangfugle som løv-, gærde- og havesanger, munk og jernspurv er i efterårsmånederne glade for hyld og druehyld.
Berberis tiltrækker mange forskellige arter, mens liguster er knap så eftertragtet, sålænge der er andre bær på
menuen. Der kan dog være variation mellem de forskellige sorter og arter af buske. Nogle er mere populære end andre.
Selv om Cotoneaster bærer flotte røde bær, bryder fuglene sig f.eks ikke særlig meget om frugterne på Cotoneaster
dammeri var radicans mens sorten ‘Cornubia’ er noget mere eftertragtet.
Men godt fuglefoder gør det ikke alene. Måden din have er indrettet på betyder også meget for, om fuglene synes om at
være der. Jo flere buskadser, brændenælder, frugttræer og - buske med gammel frugt på og så videre, desto bedre.
Hvis man har også mange fuglehuse rundt om i haven, hjælper det fuglene med ly for natten, når det
er koldt. Hvis der bor egern i, skal man bare være glad for det, da de er jo også sjove at betragte.
Katte er en af fuglenes største fjender. Men man kan gøre meget for fuglene ved at lade katten blive inde en
time længere om morgenen, så fuglene får fred under den vigtige morgenfodring. Og tilsvarende ved skumringstid.
Man kan også give katten en lille klokke på i halsbåndet, og på den måde give fuglene et forspring.
Du kan finde information om fuglefoder, foderautomater og redekasser af høj kvalitet
hos ► Naturbutikken.
Man skal også sørge for at holde sine foderpladser rene, så der ikke spredes sygdom blandt fuglene.
Af samme grund er det også nødvendigt at flytte foderpladserne cirka en gang om måneden.
|
|

Blåmejsen har en kropslænge på næsten tolv centimeter. Med det lyseblå parti i nakken, over issen og den sorte stribe
gennem øjet, er den meget let genkendelig.

De overvintrende grønne frugter på vedbend modnes i løbet af foråret og bliver sorte, og er således en god foderplante i
februar/marts, hvor der stort set ikke er andre bær tilbage.

Ildtorn lyser op i efterårshaven med store mængder af gule, orange eller røde bær, som er blandt fuglenes favoritspiser

Cotoneaster horizontalis sætter store mængde af røde bær.

|
|