Kloden sveder

Ingen seriøse videnskabsmænd bestrider i dag, at hovedparten af den globale opvamrning skyldes CO2 og andre drivhusgasser, som mennesket udleder. FN's Klimapanel påpeger, at det haster med at skrue ned for CO2-udledningen, hvis man skal holde den globale opvarmning på under 2 grader. Ellers er der risiko for, at klimaforandringerne løber løbsk, med smeltende indlandsis, massive oversvømmelser og kollaps af økosystemer.

Danmark er EU's største klimasvin.
Regnes skibsfart med, er Danmarks CO2-udledning steget lige så meget som BNP. Danmark har den største CO2-udledning per indbygger i Europa - ja, faktisk ligger vi efter alt at dømme i top-10 i verden på listen over klimasvin. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik, der i modsæ tning til de gængse klimaopgørelser medregner udledningen fra skibsfart og luftfart. På de hidtidige opgørelser - uden skibe og fly - er vi blot omkring nummer 24, men fordi vi har en usædvanlig stor skibsbranche i forhold til vores indbyggertal, er vores reelle forurening per indbygger langt større. Samtidig viser tallene, at den danske CO2-udledning er fulgt med den økonomiske vækst. Det underminerer det argument, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og klimaminister Connie Hedegaard (K) rejser verden rundt med:

De to ministre fremhæver over for skeptiske statsledere fra store CO2-udleder-lande, at Danmark siden 1990 har haft kraftig økonomisk vækst - på 30 procent - men samtidig har holdt CO2-udledningen i ro. Læren er, at det kan lade sig gøre at 'afkoble' CO2-udledning fra økonomisk vækst. Men historien er baseret på CO2-udledning fra Danmarks husholdninger og erhverv eksklusive skibsfart og luftfart - fordi skibsfart og luftfart er undtaget fra Kyotoprotokollens CO2-opgørelser. "Men skibsfarten og luftfarten er jo ikke undtaget fra opgørelserne over den økonomiske vækst. Når skibsfarten og flytrafikken medregnes fuldt ud i CO2-opgørelsen, har der ikke fundet nogen afkobling sted", siger Peter Rørmose Jensen, specialkonsulent i Danmarks Statistiks afdeling for nationalregnskab.

Svære forhandlinger på Bali. FN's store klimatopmøde på den indonesiskeø Bali. Mødet skal lægge en køreplan frem til topmødet i Kø benhavn i 2009, hvor verden meget gerne skulle blive enig om en ambitiøs aftale, der begrænser CO2-udledningen - og dermed bremser den globale opvarmning. Den danske klimaminister og resten af EU vil på Bali arbejde for, at skibsfart og luftfart fremover skal regnes med i FN's store CO2-regnskab. Men Connie Hedegaard: Når man regner skibsfart med, ser det danske CO2-regnskab temmelig dårligt ud, i forhold til detI fortæller rundt om i verden. "Vi har ikke lagt skjul på, at når vi taler om afkobling, er det i forhold til det, der er med i Kyotoprotokollen. Når det gælder en ny global aftale, er der brug for, at den ret store forurening fra fly og skibe kommer med". Men så bliver det sværere for jer at argumentere for, at man kan koble sin CO2-udledning fra sin økonomiske vækst. Og dermed svæ rere at overbevise lande som USA og Kina. "Der er så mange ting, der er svært i disse forhandlinger. Vi bliver nødt til at se på, at det sagligt set er helt ulogisk, at skibe og fly ikke regnes med i klimaregnskabet, og at vi bliver nødt til at få det reguleret", siger Connie Hedegaard.

En stor del af klodens metanudslip stammer som bekendt fra drøvtyggende dyr, der bøvser og prutter den kraftige drivhusgas i store mængder. Derfor er landbrugets produktion af køer, får og geder kommet mere og mere i fokus i den globale klimakamp. Miljø aktivister verden over kæmper for at omvende folk til vegetarer, officielle kampagner opfordrer befolkningen til "kødfrie dage", og senest kom det til ophidset diskussion i forbindelse med indfø relsen af en metanafgift i Danmark.

Andre forsøger at løse problemet på anden vis, nemlig ved at ændre på dyrenes fordøjelse. Irske forskere mener således, at man kan reducere udviklingen af metan i køernes maver ved at tilføje fiskeolie til foderet. Forskerne fra University College Dublin eksperimenterer for tiden med en foderblanding, der indeholder to procent af de lange umættede fedtsyrer - hvilket har givet gode resultater.

I New Zealand forskes der ligeledes i at reducere drøvtyggernes metanudvikling. Greame Attwood, der leder et forskningscenter på området, forsø ger for tiden at udvikle en vaccine mod en af de mikrober, der udvikler metan i køernes maver. Inden for de næ ste seks må neder vil Attwood og hans forskningshold teste vaccinen på levende dyr. Metan fra drøvtyggere er på verdensplan ansvarlig for 18% af drivhusgasudledningerne, hvilket er mere end den samlede globale transportsektor. Den store andel skyldes, at metan er 25 gange så kraftig som kuldioxid. Med en kraftigt stigende efterspørgsel på kød og mejeriprodukter, især fra lande som Kina og Indien, forventes dette tal at stige yderligere i de kommende årtier.
Kilder: Videnskab.dk New Scientist

Dansk Vegetarforening foreslår arrangørerne af Københavns Klimatopmøde i 2009 kun at servere vegetarmad ved konferencen for at undgå udledning af drivhusgasser fra kød og andre animalske produkter. Udenrigsministeriet og Klima- og Energiministeriet, som står for topmødet, mener dog ikke, at det kan lade sig gøre at servere vegetarmad for de 15.000 topmødedeltagere. Men klimarapporter har vist, at husdyrproduktionen bidrager mere til drivhuseffekten end transportsektoren tilsammen. Og derfor mener Dansk Vegetarforening, at Klimatopmødets menu er et godt sted at starte. Metangas, som for eksempel køer udleder, er en 22 gange mere potent drivhusgas end CO2, og derfor meget beslastende for miljøet. "Jeg tror, at det er fremtiden at spise vegetarisk på grund af udledningen af drivhusgasser, og jeg foreslår bare, at Danmark går forrest", siger Sune Borkfelt.
En ny Kyoto-aftale skal i hus. I stedet for vegetarmad, vil der på topmødet blive serveret sund mad, som tager hensyn til kulturelle og religiøse vaner, ud over andre krav som for eksempel vegetarmad og prisklasse på maden. "Jeg synes, at Danmark skulle sende signal til de andre lande om, at vi gør noget ekstra for at nedsætte udledningen af drivhusgasser. Det fantastiske ved vegetarmad er jo, at man nemt kan tilpasse religioner og lave det kosher, halal og lignende samtidig med, at man gør noget godt for klimaet", siger Sune Borkfelt, der er næstformand i Dansk Vegetarforening. Det er repræ sentanter fra hele verden samles i København i 2009 for at diskutere 'den nye Kyoto-aftale'. Topmødet er et af de vigtigste siden Kyoto-mødet i 1997, hvor Kyoto-aftalen blev indgået. Med Københavneraftalen skal de industrialiserede lande igen forhandle en klimaaftale, som skal nedsætter CO2-udslippet endnu mere.

Kødproduktion er energi Produktion og forbrug af kød er det vigtigste bidrag (18%) til den globale opvarmning (drivhuseffekten). Hvis alle hollændere besluttede sig for ikke at spise kød 3 dage om ugen , ville være mængden af drivhusgasser i Holland blive reduceret med det der svarer til udledningen fra 3 millioner biler påde hollandske veje.
Ved omdannelsen af vegetabilsk protein i dyreomsætningen går endnu flere næringsstoffer tabt. Der går igennemsnit 4 kilo vegetabilsk protein til produktionen af 1 kilo af animalsk protein. De gennemsnitlige omkostninger for at producere 1 kg kø d er 14,7 x mere energi end produktionen ved et kilo vegetabilsk kost. At producere et kilo kalvekød kræver 100 gange så meget energi som at producere et kilo kartofler. Et normalt område med græsarealer "producerer" omkring 730 kg kød. Det samme stykke jord kan producere 88.000 kg kartofler. Således spildes enorme mængder mad til foder af de dyr der skal slagtes og spises.

Informationen ovenover er indsamlet i 2009.

På vej mod ny global varmerekord

Juni 2010 blev den globalt varmeste måned af slagsen, der er målt siden 1880. Det samme gør sig gældende for hele første halvår af 2010. Det er ikke bare danskerne, der sveder i øjeblikket. Kloden gør det også.

De seneste data fra den amerikanske hav- og atmosfære-administration NOAA viser således, at det første halvår af 2010 blev den varmeste periode af slagsen, der er målt, siden man fik globale målinger - hvilket vil sige siden 1880. Det samme er tilfældet med den netop overståede juni måned, der blev den varmeste af slagsen, man har målt. Juni blev dermed også den 304. måned i træk, hvor den globale temperatur lå over gennemsnittet. Man skal helt tilbage til februar 1985 for at finde en måned, der lå under gennemsnittet.

Den kombinerede globale hav- og landtemperatur i juni blev på 16,2 grader, hvilket er 0,68 grader over juni-gennemsnittet i hele det 20. århundrede. NOAA kan også berette, at udstrækningen af den arktiske havis aldrig har været mindre i en juni end i sidste måned - det vil sige siden 1979.

De globale temperaturer har imidlertid været under indflydelse af hav- og atmosfærefænomet El Nino, der har sendt en del varme fra Stillehavet op i luften. Det er nu ved at blive afløst af en tilsvarende kølig påvirkning fra La Nina - også i Stillehavet. Det er dermed stadig et åbent spørgsmål, om 2010 - som mange klimaforskere har spået - også bliver det varmeste år, der nogensinde er videnskabeligt registreret.

Befolkningsudviklingen - den glemte faktor i miljøpolitikken

10. februar 2013 Af: Jørgen Stig Nørgård, lektor emeritus, DTU

Sammenhængen mellem antallet af mennesker i verden og de store miljøproblemer har længe været et tabu i miljødebatten. Men i virkeligheden er befolkningsbegrænsning en relativt enkel og billig vej til at tackle de udfordringer, vi står overfor.

"Det vil være temmelig besynderligt at tale om klimaændringer, og hvad der må gøres for at stoppe og forebygge de ulykkelige følger heraf, uden at tale om befolkningsudvikling og familieplanlægning," bemærkede en deltager i et møde i 2009 mellem USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, og repræsentanter for den indiske regering om Indiens rolle i klimapolitikken. Clinton omtalte efterfølgende bemærkningen som:

»… en utroligt vigtig pointe. Og alligevel taler vi om disse ting meget adskilte og ofte som om de er uden sammenhæng.«

Clintons "åbenbaring" er naturligvis opmuntrende, men også en bekymrende illustration af en lang tids tabu omkring den kendsgerning, at antallet af mennesker har afgørende betydning for omfanget af menneskeskabte klimaproblemer.

"Grænser for vækst" vakte opsigt

Det var næppe tilfældigt, at den opmærksomme deltager i Clintons møde i Indien var Ashok Kohsla, nuværende præsident for Romklubben, en global tænketank, der startede projektet bag bestsellerrapporten "Grænser for Vækst", som udkom i 1972. Netop behovet for at inddrage samspillet mellem befolkningstal, miljøproblemer og andre hovedfaktorer i analyser af fremtidens udviklingsmuligheder var udgangspunktet for dette projekt. Rapporten opsummerer resultaterne af nogle års systemforskning på det anerkendte forskningsinstitut MIT i USA (se kolonnen til højre). Her anvendtes computersimuleringer af fremtidige mulige udviklinger for verden som helhed. Rapporten vakte betydelig opsigt og debat, ikke blot i den tids miljøkredse, men også i bredere politiske og erhvervsmæssige kredse. Forfatterne har siden fulgt op med opdaterede versioner i 1992 og 2004.

200 ligninger simulerer træk i dynamisk udvikling

Computermodellen, kaldet World3, formår med sine kun godt 200 ligninger trinvist at simulere vigtige træk i den dynamiske udvikling fra 1900 til 2100 i verdens befolkningstal, fødevareproduktion, industriproduktion, forurening og forbrug af de ufornyelige ressourcer. Et standard-scenarie over de 200 år blev simuleret på grundlag af erfaringer om sammenhængene bag de forgangne 70 års udvikling og en 130 års fortsættelse med den i systemet indbyggede vækstdynamik. Resultatet af dette ene scenario vakte opsigt, fordi det i løbet af det nuværende 21. århundrede ifølge modellen ville føre til kollaps i verdens levevilkår og dermed befolkningstal (se figur 1). Det er vigtigt at gøre sig klart, at modellen ikke var bygget til at skulle forudsige, hvilket år det ene eller det andet ville ske. Målet var dels med bred pensel at illustrere nogle sandsynlige konsekvenser af at fortsætte med uændret system og målsætning, og dels at gennemløbe en række andre scenarier med forskellige indgreb til forebyggelse af sammenbruddet for at belyse, hvilke faktorer der er afgørende. Analyserne understregede betydningen af at få befolkningstallet stabiliseret på et passende lavt niveau, hvis en bæredygtig udvikling skulle opnås, men også at dette alene ikke var tilstrækkeligt, hvis f.eks. industriproduktionen fortsat voksede. Fik rapporten så ret? Hovedkonklusionerne fra analyserne i "Grænser for Vækst" er kort fortalt:

1. Med fortsat satsning på udviklingstendenserne i 1970 med vækst i befolkningstal, industriproduktion, fødevareproduktion, forurening og forbrug af u-fornyelige ressourcer vil grænserne for vækst være nået inden for hundrede år (fra 1970), og sandsynligvis ende med et generelt kollaps.

2. Denne udvikling kan imidlertid ændres til en tilstand af økologisk og økonomisk stabilitet. En sådan bæredygtig økonomi kan udformes, så den kan sikre alle mennesker de elementære livsfornødenheder samt lige adgang til at realisere deres muligheder.

3. Chancerne for at nå pkt. 2 i stedet for pkt. 1 vil være større, jo tidligere bestræbelserne sættes ind.

Næsten fyrre år er passeret, siden rapporten udkom, men af gode grunde kan man endnu ikke sige, om den på lang sigt får ret. Men det står klart, at politisk har man foreløbig stort set ignoreret dens advarsler, og den hidtidige udvikling i den virkelige verden ligner da også skræmmende godt tendenserne i det standardforløb i rapporten, der ender med kollaps.

I stedet for at tage udfordringen op, har man ’spildt tiden’ med at prøve at modbevise rapportens konklusioner, ofte med kritik, der bærer stærkt præg af ukendskab til bogens indhold.

De seneste par års debat om klimatruslen og om udsigten til snarligt fald i olieproduktionen synes imidlertid – sammen med finanskrisen – at have genvakt interessen for begrebet "Grænser for Vækst". Flere nyere undersøgelser bekræfter direkte eller indirekte bogens budskab og advarsler.

Man har svært ved at se på både-og.

Nogle argumenterer f.eks. med fuld ret for, at vi i I-landene må begrænse vores overforbrug, ’A’, men afviser så ofte, at befolkningstallet i U-landene spiller nogen rolle, da deres CO2-udslip per person rigtignok i dag kun er en brøkdel af vores. Man lukker derved øjnene for, at folk i de lande har en moralsk ret til at stræbe mod en fremtidig levestandard (og CO2-udslip) som vores. Kinas spring fra U-land for 30 år siden til nu halvvejs I-land illustrerer vigtigheden af også at bekymre sig om befolkningstallet ’P’ i de lande, der nu er U-lande. Havde man i Kina dengang ignoreret befolkningspolitik, skulle landet i dag have kæmpet med at give 400-800 millioner flere kinesere den højere levestandard ’A’ og tilsvarende pres på naturen, ’I’.

Teknologirusen og dens tømmermænd

Et andet skræmmende eksempel på snæversyn er i dag politikeres dogmatiske tillid til, at teknologien kan løse alle problemer, idet man næsten kun satser på at reducere ’T’ i ligningen. Ikke blot ignorerer man i vor rige og tæt befolkede del af verden betydningen af også at dæmpe ’A’ og ’P’. Man presser dem, tilsyneladende ubekymret om klodens overbefolkning og ressourcebegrænsning, i den modsatte retning, nemlig opad, så de æder gevinsten fra teknologiens fremskridt.

Hvis verdenssamfundet også fremover domineres af et krav om grænseløs ekspansion i BNP, dvs. i produktion og forbrug, er det vanskeligt at se mulighed for nå en stabil og bæredygtig udvikling.

Det økologiske spillerum, som teknologien vitterlig kan skabe gennem bl.a. øget effektivitet i forbrug af Jordens ressourcer, vil da fyldes ud med flere mennesker som samtidig er mere forbrugende mennesker, og teknologien har i bedste fald kun købt os lidt tid. Denne såkaldte ’rekyleffekt’ viser sig f.eks. ved, at udviklingen af mere energieffektiv teknologi sjældent har ført til faldende energiforbrug. Den økonomiske gevinst ved at bruge færre liter brændstof per kilometer transport, omsættes typisk i flere og længere rejser. Skal vi have chance for at undgå voldsomme globale opvarmninger mm., er der ikke råd og tid til ensidigt at satse på ’T’ i ligningen ovenfor. Vi må tage fat i alle tre. Og en indsats på befolkningsbegrænsning vil være blandt de allerbilligste.

Befolkningsudviklingen - et tabu

Da miljøbevidstheden i mine studieår omkring 1960 begyndte at dæmre, kredsede diskussionen på kollegiet sig typisk om klodens befolkningstal på tre milliarder og dets alarmerende vækst på over to procent om året. Vi kunne hurtigt blive enige om, at fødselstallet ikke burde overstige to børn pr. kvinde. Befolkningsudviklingen gled siden næsten helt ud af debatten, bortset fra dens rolle i U-landenes stræben efter bedre levestandard. I dag rummer kloden syv milliarder mennesker, og den globale opvarmning er blot ét eksempel på det pres, vi lægger på det naturlige miljø. Ud fra en rationel overvejelse kan man undre sig over, hvorfor befolkningsudviklingen i årtier har været noget nær et tabu i miljødebatten. Årsagerne skal nok til dels søges i, at ønsket om at få børn er meget følelsesladet (heldigvis!), personligt og i nogle tilfælde religiøst motiveret og derfor ikke egnet til en ’moderne rationel’ debat. Derfor fortier man ofte emnet.

Ingen politisk beslutning er neutral

Religioners modvilje mod begrænsninger i fødselstallet er f.eks. udtrykt i Biblens 1. Mosebog: »Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og talrige, opfyld Jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, Himlens fugle og alle vildtlevende dyr, der rører sig på Jorden".« Ikke just en opskrift på beskyttelse af naturens miljø. Dog kan den religiøst orienterede andetsteds i Biblen hente argumenter for at bevare Skaberens værk, den helt vidunderlige Natur. Den katolske og islamiske religions ledere har historisk været stærke modstandere af fødselsbegrænsning. Der kan dog hentes håb i, at de katolsk dominerede lande i Sydeuropa i årtier har haft fødselsrater langt under to børn pr. kvinde, ligesom det muslimske Iran på det seneste gennem en lempelig befolkningspolitik har bragt fødselsraten ned fra seks til to børn per kvinde.

BNP vægter stadig tungest

I Europa kunne miljøbeviste politikere i dag være stolte af EU’s måske største bidrag til klimapolitikken, nemlig et roligt aftagende befolkningstal med fødselsrater på kun 1,5 i gennemsnit pr. kvinde. Ingen regering praler dog ligefrem af denne "indsats" mod den globale opvarmning, tværtimod. Det hænger grundlæggende sammen med, at nok proklamerer vore politikere jævnligt, at vi står vi over for store miljøproblemer, men der er ét mål, de næsten alle prioriterer højere, nemlig at Bruttonationalproduktet, BNP, skal vokse år for år. Denne relativt nye målsætning fra 1930"erne har efter 2. verdenskrig vundet voksende politisk indpas til nu at have en nærmest fundamentalistisk status i den forstand, at den er hævet over enhver diskussion. Ironisk nok er denne politiske "tilbedelse" af vækst i BNP øget i takt med, at begrebet gradvist har mistet mening som mål for, hvor godt folk virkelig har det.

Svært at argumentere mod BNP

De seneste par årtier har adskillige yderst velrenommerede forskere inden for økonomi og andre discipliner opstillet bedre mål for folks velfærd og f.eks. taget tråden op fra den britiske filosof Bentham, der i 1789 i en moral doktrin betegnede menneskers lykke som det ultimative mål for økonomien. Det kan være svært at argumentere imod dette. Så længe et samfund er baseret på vækst, opfattes et lavt fødselstal imidlertid som en trussel, da det fører til mangel på både den arbejdskraft og de forbrugere, som erhvervslivet har brug for til at drive BNP opad. Kampen om militær magt var tidligere et argument for at føde flere soldater. Den er i dag til dels afløst af en kamp om økonomisk magt, og ’soldaterne’ til forsvarsstyrken er flere forbrugere og arbejdere. De fremførte argumenter for højere fødselstal er ofte skoleeksempler på kortsigtet og snæversynet tankegang, f.eks. risikoen for arbejdsløshed blandt skolelærere, mangel på forbrugere og nu senest den såkaldte ældrebyrde.

Vi skal være halvt så mange som nu

Hvis vi accepterer, at klimaproblemerne og andet ressource- og miljøpres begrænser vores udfoldelse på planeten, hvad vil da være en ansvarlig og optimal befolkningspolitik? Én ting er, hvor mange mennesker der på et bæredygtigt grundlag maksimalt kan overleve på kloden, noget andet er, hvor mange kan leve godt - dvs. hvad er det optimale antal? Det er naturligvis en subjektiv vurdering. Men det burde være uomgængeligt, at det vil være lettere at sikre en god og berigende tilværelse for alle, hvis vi i fremtiden kun bliver halvt så mange som nu, frem for hvis vi bliver 3,5 gange så mange som i dag (se figur 2). Det peger mod det fordelagtige i at satse på i gennemsnit at holde fødselstallene vel under to børn pr. kvinde.

Hvorfor vil folk have mange børn?

Hvad der helt grundlæggende får folk til at få børn er nok et lidt absurd spørgsmål, da man generelt må betragte det som et dybt naturligt ønske eller drift at sætte børn i verden. Et mere relevant spørgsmål er derfor, hvorfor nogle ønsker at få mange børn, hvilket her kan udtrykkes som flere end to, der nogenlunde er grænsen mellem faldende og voksende befolkningstal. En væsentlig del af svaret herpå er, at det ønskede antal børn naturligvis afhænger af det omgivende samfund. Heldigvis ser det ikke ud til, at det er folks ønsker om mange børn, der holder fødselsraten oppe. Dels er den i de fleste industrilande allerede langt under to børn pr. kvinde, og dels peger undersøgelser i mange udviklingslande på, at man også der ønsker små børneflokke, men blot mangler præventivt udstyr og vejledning. Det kan heller ikke være samfundsøkonomien, der hindrer brugen af børnebegrænsning i klimapolitikken, da alt tyder på, at det er en langt billigere måde at reducere fremtidens CO2-udslip på end ved brug af alle de tekniske løsninger, der ensidigt satses på i dag.

Samfundets afgørende direkte rolle

Et samfunds politik kan aldrig være neutral, hvad angår fødselsraten, og den spiller en afgørende indirekte rolle. Social sikkerhed, sundhed og uddannelse, som vi kender det i EU, har en tendens til at sænke fødselsraten, mens offentligt tilskud til børnehaver og direkte betaling til forældre pr. barn kan tilskynde øgede fødselsrater.

I fattigere lande vil især kvindernes uddannelse og den sociale sikkerhed være afgørende indirekte faktorer, mens præventive midler og vejledning er billige direkte midler, til at kvinderne kan nøjes med de ønskede antal børn. Historisk har det mest været totalitære regimer, der har søgt at øge befolkningen for at sikre landets magtbase. I dag er der imidlertid mange demokratier, i bl.a. EU, der diskret forfølger en lignende fødselsfremmende reaktion på det roligt faldende befolkningstal. Med hensyn til udviklingslandene har man tidligere sat liden til erfaringerne fra bl.a. Europa, at når deres levestandard blev tilstrækkelig høj, ville fødselstallet automatisk falde.

Det er der dog i mange lande næppe tid og ressourcer til at vente på.

Man har da også indset det omvendte, nemlig at et lavere fødselstal i fattige lande vil gøre det meget lettere at øge levestandarden, som så igen vil fremme ønsket om kun at have få børn. Det indså man i Kina for 30 år siden, og en række andre lande, især Asien, har aktivt, men med lempelige og billige midler haft held til på et par årtier at få fødselstallene ned under to pr. kvinde.

Danske varmerekorder Middeltemperaturen for hele 2008 blev på 9,4 grader, hvilket gør året til det næstvarmeste nogensinde sammen med 2006. 2007 holder stadig rekorden med 9,5 grader. Normalt ligger temperaturen over hele året på gennemsnitlig 7,7 grader.

Verdens samlede CO2 udslip. CO2-udslippet vokser enormt Nye målinger fra både Global Carbon Project og World Meteorological Organization viser, at stigningen i atmosfæ rens CO2-indhold er større end i noget FN-scenarie: Vi er på vej mod 5-6 graders opvarmning.

Tørke uden fortilfælde. Den tørke, der i 2008 plagede det sydlige Australien, blev i oktober erklæret "ekstrem og uden historisk fortilfælde" af det australske meteorologiske institut. Dele af Australien har oplevet tørke i 12 år med temperaturer, der er højere end nogesinde tidligere. Det anses nu for amoralsk i store dele af Australien f.eks. at vaske sin bil.

Nordpolen i "dødsspiral". Nordpolens havis smeltede i sommeren 2008 næsten lige så meget som i rekordå ret 2007. Mere foruroligende var det, at den tykke, robuste polaris svandt mere ind end i noget andet år, siden man begyndte satellitmålinger i 1974. Selv Nordvestpassagen, der består af kraftig pakis, blev isfri. En amerikansk forskergruppe forudsiger, at Nordpolen kan være helt isfri om sommeren 2013.

Himalaya mister taget. Et forskerhold undersøgte i 2008 prøver fra en gletsjer i Tibet seks kilometer over havets overflade. De forventede at finde radioaktive spor fra atombombesprængninger i 1950'-60'erne. Men sporene fra al nyere is var smeltet, og isens overflade stammer nu fra 1944. Det er første gang i 20 år, at forskerholdet ikke har fundet spor af den radioaktive sne. Gletsjere leverer vand til millioner af mennesker og ser ud til at smelte med foruroligende hastighed.

Gasser fra sumpe, moser og permafrost I 2008 kunne målinger bekræfte forskeres bange anelser: Metangasser og CO2 bundet i kolde moser og i permanent frossen jord er allerede ved at blive udløst visse steder. Det klimaødelæggende potentiale fra drivhusgasser bundet i moser og permafrost er enormt, og processen kan ikke vendes, når den først for alvor går i gang.

Sydpolen smelter om vinteren Det koldeste sted i verden er Sydpolen om vinteren (hvor det er sommer herhjemme). Nu viser forskningen, at Sydpolens isbjerge glider i havet for første gang også om vinteren. Det kan bidrage til de globale havstigninger, mener forskere.

Havstigninger bliver langt større. Flere forskningsresultater publiceret i prestigiøse videnskabelige tidsskrifter som Science og Nature viser, at havstigningerne kan blive langt større end antaget i FN's Klimapanels seneste rapport. Nu taler forskere om stigninger på mellem 50 og 200 centimeter, mens FN forudså 18 til 59 centimeter i år 2100.

Rekord for store orkaner 2008 slog alle rekorder: flest store tropiske orkaner i al den tid, som man har data for. I 2005 - året hvor orkanen Katrina hærgede - var der fire af de helt store tropiske orkaner i Atlanten. I 2008 var der fem såkaldt kategori 3-orkaner. Det er samtidig historiens næstmest økonomisk omkostnings-fulde orkanår.

'Grænser for vækst'. Den lille rapport fra 1972 på 200 sider blev solgt på 30 sprog i 30 millioner eksemplarer. (Foto fra Aktuel Videnskab)

Systemdynamik

Metoden, der anvendtes i undersøgelserne bag 'Grænser for Vækst', kaldes Systemdynamik og er udviklet i 1950'erne af J. Forrester ved MIT i USA.

Den er inspireret af kybernetikken, dvs. læren om de biologiske mekanismer, der styrer levende organismers udvikling. Anvendt på samfundsforhold, opbygges der modeller over vekselvirkningerne mellem de væsentlige – og kun de væsentlige – faktorer for de udviklinger, man vil analysere, uden for megen skelen til, om der umiddelbart er statistiske data til rådighed.

Findes disse ikke, opbygger man, ofte som en væsentlig del af arbejdet, sandsynlige data og sammenhænge ud fra antagelsen af, at det er bedre end helt at ignorere en afgørende faktor. I modellerne skabes dynamikken af indbyggede tilbagekoblinger, forsinkelser og ikke-lineære relationer.

Den systemdynamiske metode lægger vægt på enkle og let forståelige modeller. Et simpelt computersprog, DYNAMO og senere STELLA, er udviklet til metoden. Det anses for vigtigt at lære at forstå systemet gennem modellens opførsel og ikke blindt tro på de kvantitative resultater, computeren kommer frem til.

I de opfølgende versioner af rapporten i 1992 og 2004 er modellens struktur i store træk bibeholdt. Men visse data for sammenhængene er justeret lidt ud fra nyere erfaringer. F.eks. er ønsket børnetal gjort stærkere afhængig af levestandarden.

Tre hovedårsager til miljøbelastningen

Reaktionerne på 'Grænser for Vækst' har illustreret, hvor uvant det er i samfundsdebatten at diskutere flere scenarier – dvs. flere mulige udviklingsforløb, som menneskeheden kan vælge imellem. Man er mere tilbøjelig til at søge at opstille én prognose, dvs. den sandsynligste udvikling i f.eks. verdens befolkningstal. Her anslår FN for tiden, at befolkningen, som i dag er på syv milliarder, vil toppe ved ca. ni milliarder, såfremt tendenserne i verdens generelle udvikling fortsætter. Men en sådan FN- prognose er ikke et faktum, og en målrettet politik kan ændre udviklingen dramatisk, både opad og nedad (se figur 2). Det synes ligeledes i debatten vanskeligt at inddrage flere bidrag til løsning af de globale miljøproblemer, som f.eks. klimaændringerne. Man vil helst forenkle løsningerne til kun én faktor. Denne pointe kan demonstreres med en simpel ligning for de tre hovedårsager til miljøbelastningen, ’I’ (Impact), nemlig:

I = P x A x T,

Figur 1: Her er vist to sæt forløb af nogle af 'Grænser for Vækst's vigtige størrelser optrukne, nemlig befolkning, forurening, føde pr. indb., industriprod. pr. indb., samt antydet med bogstaver, fødselsraten (B), dødsraten (D) og service pr. indb. (S). Til venstre er vist Standardforløbet, der simulerer en stigning i befolkningstallet, som pænt følger den virkelige udvikling, bl.a. til ca. de nuværende 7 milliarder, før det senere i det 21. århundrede ender med kollaps. Til højre er vist et stabiliseringsforløb, hvor hurtige indgreb med bl.a. en stabilisering af befolkningstallet på omkring 4 milliarder gennem en begrænsning af fødselstallet kan føre til en bæredygtig udvikling. Opnåelsen af bæredygtighed er siden da blevet vanskeliggjort betydeligt, bl.a. som følge af befolkningstilvæksten til nu 7 milliarder. Kilde: Meadows, et al.: 'Grænser for Vækst', 1972. (Ill.: Aktuel Videnskab) hvor ’P’ er befolkningstallet (Population), ’A’ er den gennemsnitlige materielle levestandard (Affluence), og ’T’ er en faktor, der udtrykker den anvendte Tekniks miljøbelastning per ydet levestandardbidrag. Ligningen skal bruges med varsomhed, da den ikke har 'Grænser for Vækst's dynamik og vekselvirkning mellem faktorerne og derfor bedst egner sig til statiske overvejelser. Én eller flere afgørende faktorer? Ligningen er da også opbygget gennem en debat om, hvilken en af de tre faktorer der er den afgørende årsag til problemerne.

BNP som mål for lykke?

Adskillige økonomer og andre forskere har de seneste årtier beskæftiget sig med undersøgelser af folks lykke og tilfredshed. De har inden for denne ret nye gren af økonomi fundet, at folks tilfredshed ikke er nævneværdigt afhængig af indkomst og forbrug, når først de basale behov er godt tilfredsstillede. Når man sammenligner udviklingen over tid, er f.eks. nordamerikanerne ikke blevet lykkeligere af de seneste årtiers vækst i BNP pr. person. Sammenligner man forskellige lande og kulturer brillerer latinamerikanerne med et ’lykkeindex’ på linje med amerikanernes, men med en indkomst og en miljøbelastning, der kun er en omkring en fjerdedel af amerikanernes. Lykkeforskningen har givet et godt skub til bestræbelserne på at erstatte BNP med andre mere relevante indikatorer for velfærden.

Enhver befolkning i verden er i sin gode ret til at tilstræbe en vestlig levestandard. Men kan dette opnås uden et miljømæssigt kollaps? Billedet er fra Indien, hvis befolkning forventes at stige til omkring to milliarder mennesker. (Foto: Kasper Ligaard) Befolkningsproblemerne er under alle omstændigheder så afgørende for menneskehedens fremtid, at det på visse planer må tages op til debat, da ingen politisk beslutning er neutral på dette område.

Figur 2: FN’s skønnede mest sandsynlige befolkningsprognose peger mod en stigning fra i dag 7 mia. til i 2050 at være ca. 10 mia. Men meget kan ændres, og FN har også som vist opstillet scenarier, som viser stor langsigtet fleksibilitet. Om 140 år kan tallet være vokset til 27 mia (3,5 gange det nuværende), eller reduceret til 3,5 mia. (halvt så mange som nu). Det vil afhænge af, om folk vælger at få i gennemsnit henholdsvis 2,6 børn per kvinde, som er verdens gennemsnit i dag, eller 1,6, dvs. lidt højere end EU’s gennemsnit. Kilde: FN 1998. (Ill.: Aktuel Videnskab) Alt sammen problemer, der kan løses ved passende omfordeling af indkomster og arbejdstid.

Nem adgang til prævention er et billigt og effektivt middel til at begrænse fødselsraterne og dermed klimaproblemerne. (Foto: Colurbox)

Befolkningsbegrænsning - et miljøvenligt tiltag

Et relativt let og billigt, men meget afgørende bidrag til sikring af klimaet og miljøet generelt, er at satse på befolkningsbegrænsning. Myten om, at befolkningsbegrænsning kræver stramme indgreb i folks frihed er generelt modbevist af en række asiatiske lande, der med lempelige midler har fået fødselstallene reduceret til omkring to pr. kvinde. Selv Kinas såkaldte ét-barnspolitik er generelt ikke så stringent som opfattet i den vestlige verden. Modstanden mod lave fødselsrater kommer ikke så meget fra folk i almindelighed, men fra ledere i politik og erhvervslivet, der ønsker arbejdskraft og forbrugere til vækst i et BNP, der har begrænset betydning for folks velfærd. Man kunne forvente de her skitserede billige veje til et bedre klima og miljø blev promoveret af miljøbevidste organisationer og politiske partier, som hidtil har forbigået dem i tavshed.

THANK YOU FOR NOT BREEDING
An animated documentary by Nina Paley