Life on an Island - in the Baltic Sea

Få dine kæledyr helskindet gennem nytårsaften

Kilde: Ugeavisen Kalundborg

Det er ikke alle, der glæder sig til fyrværkeriet nytårsaften
Dyrlæge Sonny Liston giver gode råd om, hvordan man hjælper sin hund eller kat mod nytårsbrag. Fyrværkeri kan omkring nytår være en overvældende oplevelse. Flot, spændende og fascinerende for de fleste mennesker, men for en stor del af vores hunde og katte er oplevelsen skræmmende", konstaterer dyrlæge Sonny Liston, Kalundborg Dyreklinik. "Hvis det udelukkende er nytårsaften, din hund eller kat er nervøs og bange, er det forholdsvis let at hjælpe den. Men fordi fyrværkeritraditionen har ændret sig, så den mange steder starter i december og forsætter et stykke ind i januar, har mange af dyrene symptomer både før og efter nytårsaften", fortsætter dyrlægen.

Til stor gene
Han fortæller, at angst for fyrværkeri, som ikke behandles, er til stor gene for dyret og vil ofte blive forværret. Desuden er der risiko for, at dyret også udvikler angst for andre ting/indtryk. Derfor er det en god idé at tale med dyrlægen om mulighederne for angstdæmpende behandling i god tid, inden fyrværkerisæsonen er godt i gang. Et træningsprogram, som gradvist tilvænner dyret til fyrværkeri, kan også være relevant for nogle dyr. Det tager lang tid at vænne sin hund til de mange, høje brag, det burde egentlig starte i november, fortæller dyrlæge Sonny Liston. Men der er ting, man kan gøre på selve nytårsaftenen.

Motioner din hund træt
"Det er en god idé at køre et fredeligt sted hen med din hund om eftermiddagen og gå en rigtig lang tur med den. Sørg for at motionere den så meget, at den klasker sammen af træthed, når den kommer hjem. Hvis hunden er træt, har den en højere tærskel for, hvornår den bliver nervøs," forklarer Sonny Liston. Har hunden en tendens til at være angst, er det desuden vigtigt at være sammen med den i løbet af aftenen. Det betyder, at man enten er nødt til at være hjemme eller tage den med derhen, hvor man skal være, lyder rådet.

Lad være med at pylre
Det er en god idé at trække gardinerne for, når fyrværkeriet går i gang, da lysglimtene også er med til at gøre dyrene bange. Og så er det vigtigt, at man ikke pylrer om dyrene, mener dyrlægen: "Lad som ingenting, når raketterne bliver fyret af. Hvis man pylrer om dem, kan de mærke, der er noget galt." En god idé er også at spille noget musik, dyrene kender, eller skrue op for fjernsynet, mens fyrværkeriet står på. "Ørepropper til hunde er også en mulighed, da de fungerer som lyddæmpere. Tag to, store totter vat og stik dem ind i ørene. Det skal være nogle gode, store totter, så man ikke skal til dyrlægen og have pillet dem ud igen. De skal stikkes forsigtigt ind, men samtidig skal de sidde fast," forklarer han.

Lad dem være i fred
Hvis hunden eller katten har søgt et bestemt sted hen, fordi den er bange, så lad den ligge, opfordrer Sonny Liston: "Lad være med at forsøge at trække den væk eller flytte den et andet sted hen. Den skal have lov til at være helt i fred, så man skal heller ikke klappe den" Katten har det bedst, når den er oppe i højden og samtidig har mulighed for at gemme sig. Derfor er det, ifølge dyrlægen, en god idé at arrangere et sådant sted til den lidt tid forinden, så den kan vænne sig til at bruge det. Det kan eksempelvis være en papkasse på en reol. Hvis dyret generelt har problemer med angst, anbefaler Sonny Liston, at man allerede nu tager kontakt til sin dyrlæge, så man kan få nogle beroligende tabletter til den støjfyldte aften.

Godt Nytår - også til katten

Kilde: ► Kattens værn.

Hvordan sikrer du at din kat kommer godt ind i det nye år?
Det er efterhånden heldigvis blevet almen viden, at katteejere ikke skal lade deres katte spise gavebånd i julen, lege under et juletræ med levende lys, eller hænge julepynten i så lav højde, at kattene kan få fat i det. Men ugen efter jul er det nytår og mange katte og katteejere står uvidende overfor, hvordan de bedst muligt kommer igennem en aften med ualmindeligt mange brag og stærke lysglimt. Kattens Værns dyrlæge Tom. S. Kristensen kommer her med sine anbefalinger, skabt på baggrund af hans mere end 30 års professionelle erfaring med katte.

Gemmesteder
Det vigtigste for katten nytårsaften er, at den har mulighed for at gemme sig og være uforstyrret så længe det passer den. Det kan være bagerst i klædeskabet, man kan fjerne et par bøger fra en lav bogreol, så katten kan kravle ind eller sætte en kattehule frem, der kun har et enkelt indgangshul. Nogle katte reagerer voldsommere på nytårsaften end andre, men adgang til et trygt gemmested er vigtigt for dem alle. Stil vand og mad tæt på gemmestedet, så katten ikke tvinges for langt væk fra det. Det gælder også kattebakken, der denne aften bør være lige i nærheden.

Musik og rolig tale
Efterfulgt af gemmestedet, kan en stor hjælp være at rulle gardinerne for, så de skarpe lysglimt ikke trænger ind, sætte noget roligt musik på, og nu og da tale roligt og venligt til katten, i et toneleje den er vant til og genkender som værende positivt. Er det første gang man holder nytår med sin kat, bør man ikke have festlige gæster på besøg. Man bør lære kattens holdning til nytår at kende og rette sig efter den, for at undgå stress hos katten.

Medicinering?
Tom S. Kristensen fraråder folk at medicinere deres katte i anledning af nytåret. For det første fordi ikke alle katte reagerer ens på beroligende medicin, nogle bliver ligefrem ekstra vågne af det og desuden kan man ikke altid være sikker på eventuelle eftervirkninger af medicinen. Det kan selvfølgelig blive nødvendigt at medicinere sin kat, hvis man i samråd med en dyrlæge, vurderer at katten nytårsaften lider i en sådan grad, at det vil være uansvarlige at lade den være medicinfri. Dyrlægen vil typisk ordinere angstdæmpende midler i benzodiacepin-gruppen eller tricykliske antidepressiva. Nogle af disse præparater skal gives længe før (2-3 uger) nytårsaften, hvilket besværliggør behandlingen. Man kan også prøve forskellige beroligende naturpræparater, deriblandt Baldrian tabletter (IKKE Baldrian dråber, da det opstemmer katten og gør den vild) eller Serene-um, der fås hos dyrlægen og også er et naturpræparat med beroligende effekt.

Nytårsdag
Dagen efter den store aften, er haven og vejen fyldt med afbrændt krudt. En kat vil næppe gå hen og bide i et gammelt heksehyl, men er katten ung og uerfaren, eller kommer den uforvarende til at træde på krudt, kan den i forsøget på at få det af, slikke noget i sig. Hvis katten vedvarende kaster op eller på anden måde bliver dårlig, bør man straks opsøge sin dyrlæge og få katten undersøgt. Hold derfor ungkatte inden døre dagen efter nytårsaften og forsøg så vidt muligt at holde øje med den udenfor i dagene efter.

Alene hjemme ude og inde?
En kat kan godt være alene hjemme nytårsaften. Træk gardinerne for, lad radio eller tv køre. Det kan dæmpe larmen og lyset udefra. Sørg for et godt gemmested. Katte, der normalt har adgang til at løbe ude, bør holdes inde nytårsaften. De mange lysglimt, de store brag og støjende mennesker, kan forskrække katten, så den ikke tør bevæge sig hjem. Måske bliver den således "passet op" et tilfældigt sted, hvor den så kan sidde og ryste det meste af natten. Så luk kattelemmen, når katten er sikkert inden døre. Sørg også for kattebakke i nærheden af kattelemmen.

Frem for alt
Husk at kattens hjem er dens base, hvor den skal føle sig sikker og vide, at den kan finde ro og fred. Brug sund fornuft og omtanke, så kommer I sammen godt ind i det nye år og kan nyde endnu 365 dage sammen.

 

Sonny Liston

"Det er en god idé at gå en lang tur med hunden om eftermiddagen, før nytårs-bragene lyder. Hvis den er træt, bliver den ikke så let nervøs", siger dyrlæge Sonny Liston.

 

Hund

Hvis hunden eller katten har søgt et bestemt sted hen, fordi den er bange, så lad den ligge.

 

Kat

Sæt en kattehule frem, der kun har et enkelt indgangshul.

 

 

 

Kattens værn logo

 

 

Godt Nytår

Med ønsket om et rigtig godt nytår til alle, henstilles der i øvrigt om at beherske sin fyrværkeriudfoldelse. Fordi alle de dyr der lever vildt i naturen bliver opskræmt i deres nattely - og fordi fyrværkeri er noget forfærdeligt miljøskadeligt stads...

 

Godt Nytår

 

Godt Nytår

Nytår   Bornholm   Dyrs liv