Figner og morbær

Den meget varierede natur på Bornholm med klippekyster, strandenge, sprækkedale, moser, heder, løvskov, nåleskov, klippelækker, klitområder mm. giver grobund for et utal af planter. Overalt på øen findes forskellige plantesamfund, der hver i sær vidner om jordbund og vækstbetingelser med store forskelle fra lokalitet til lokalitet.

Bornholm er simpelthen det sted i landet hvor der indenfor et begrænset område findes de mest varierede og mangfoldige plantesamfund.

Her introduceres blot et par specielle arter som er kendetegnende for Bornholm, øen i søen. Sydeuropæisk klima giver friske figner. Med placering midt i Østersøen, har Bornholm et tempereret kystklima, der adskiller sig fra gennemsnitsklimaet i det øvrige Danmark. Havet omkring virker som en stor og langsom buffer der forsinker de årlige klimaudsving. Det tager længere tid at få varmet vandet op, end jorden og klipperne hvorfor man siger, at foråret kommer 14 dage senere på Bornholm i forhold til resten af landet. Til gengæld varer sommeren så også det længere.

Almindelig Figen (Ficus carica L.) trives glimrende på Bornholm på grund af det temperede kystklima. Den lange sommer giver mulighed for, at mere sydligere forekommende planter både kan nå at sætte frugt og modne. I flere af kystbyerne kan man derfor i sensommeren finde både modne figen- og morbærtræer. Arter man normalt forbinder med mere eksotiske rejser sydpå.

Soldug - Drosera - Jomfru Marias tårer

Soldug er en lille og spinkel plante (6-15 cm høj) som findes i højmoser eller hvor forholdene er tilsvarende fugtige og næringsfattige. Det er lave, rosetdannende stauder med langstilkede blade og små hvide blomster, der sidder på en separat høj bladløs, stilk. I Danmark har vi tre arter af soldug: Liden soldug (Drosera intermedia), Langbladet soldug (D. anglica) og Rundbladet soldug (D. rotundifolia). Blomsterne har fem støvdragere og tre frugtblade. Er ret almindelig på vådområder i heder, på kanten af vandhuller, men også flydende ovenpå mos og alger. Blomstrer juli-august.

Ved Dueodde kan man finde Liden Soldug (D. rotundifolia) i fugtige bunde af klitterne hvor stranden efterhånden er groet til. Kendetegnende for soldugs voksesteder er mangel på kvælstof, hvorfor planterne anvender en drabelig teknik for at supplere kosten. På bladene findes små hår med endestillede kirtler, der udskiller en klæbrig fordøjelsesvæske ("dug"). Insekter, der lander på bladene klistrer fast og kan ved at kæmpe, blot stimulere endnu større mængde "dug". Soldug er en planteslægt, der med undtagelse af Antarktis er udbredt i alle verdensdele. Soldug er en desuden en fredet plante.

Soldug blev er også blevet anvendt som folkemedicin. Før i tiden lavede man snaps af Soldugplanten der indeholder et euforisernede stof. Soldugbrændevinen ansås for at være en livseleksir uden lige. Dens klare dråber blev brugt mod vorter, ligtorne, fregner og ringorm. Som omslag blev den anvendt mod sår og insektstik. Den har været brugt til hostesaft helt op til vore dage.

Et følsomt dyr. Det var Charles Darwin, der i 1860'erne påviste, at soldug-planterne er kødædende. Dette beviste han med utallige forsøg med bl.a. Rundbladet soldug (D. rotundifolia), der er vores mest almindelige art herhjemme. Resultaterne beskrev han i 1875 i bogen 'Insectivorous Plants'. Med baggrund i plantens opførsel kaldte Darwin planten for et "dyr i forklædning". Darwin beskrev, at soldug var mere fø lsom for berøring end alle de andre dyr han havde undersøgt. I sin bog forundres han over, at han på blot ét stort blad kunne tælle resterne at hele 13 fortærede insekter og resonerede, at det ikke er få insekter planten kan sætte til livs på en sommer.

Figner

Morbær

Soldug

Rundbladet soldug