Når dyr lever i fast parforhold

29. december 2008 Af Mai Murmann

Dyr kan føle noget, der minder om kærlighed. De kan også leve i livslange monogame forhold og sørge, hvis de mister en, de elsker.På savannen i Afrika kan man en gang imellem se en elefant med bøjet hoved og slap snabel, der i dagevis sørger og holder vagt over sin døde unge. Elefanten er et blandt flere eksempler på dyr i naturen, der viser, at de knytter sig til andre dyr. Men om de ligefrem føler og elsker, som vi mennesker gør, vides ikke.

Til gengæld ved man, at visse dyr har tilknytning til en partner, afkom eller andre dyr i en flok. "Sorgen hos elefanter og aber, der mister deres afkom, kan være så stærk, at de bliver ved det døde barn i flere dage, og elefanter begraver endda deres døde under blade og grene og jord, før de forlader liget," fortæller zoolog Lars Thomas, der har været tilknyttet som konsulent til forskellige forskningsprojekter på blandt andet Københavns Universitet og Zoologisk Museum i Århus omkring forskellige dyrearters udbredelse. "Det er en lidt omvendt slutning, men man kan sige, at i og med man kan se, at dyret sørger, har det også haft nogle særlige forhold til det dyr, der er dødt, og det tolker vi som om, det har følt kærlighed," siger han.

Trofaste mus
Den videnskabelige beretning om kærlighed og forelskelse blandt dyr starter i små præriemus, som er verdensberømte for at være monogame. Hannerne er udprægede familiedyr, der bliver tæt på hjemmet og er med til at opfostre ungerne. De er fyrige bekæmpere af eventuelle rivaler og danner par med hunnerne for livet. Præriemusenes monogami er enestående, for deres trofasthed står i stærk modsætning til deres nærmeste slægtninge, de asiatiske snemus, hvor hannerne er en flok charlataner, der kun er interesserede i one-night-stands og ikke binder sig fast til én partner. Og det er til trods for, at asiatiske snemus og præriemus genetisk set næsten er identiske og deler 99 pct. af deres dna.

Kroppens naturlige kærlighedseliksir
Hvad er det så i generne, der får præriemus til at forelske sig så intenst i deres partner? Svaret ligger i hormonerne. Når præriemus har sex, frigives to hormoner kaldet vasopressin og oxytocin. Disse to hormoner virker som en slags kærlighedseliksir på musene og får dem til at knytte sig til deres partner. Forskere har lavet forsøg, hvor de har reduceret mængden af de to hormoner, og dermed bliver hannerne til don Juan'er, der kun bliver ved hunnerne den korte tid, det tager at parre sig. Gav forskerne derimod hannerne hormonerne ved en indsprøjtning, men forhindrede dyrene i at parre sig, bandt de sig alligevel til deres udvalgte partner. "Der findes en lang række af dyr, der er monogame", fortæller Zoolog Lars Thomas.

"Vi ser det især ved fugle. De er meget kræsne med at vælge partner og lever i livslange forhold. Gæs og albatrosser kan være mange år om at vælge sig en partner, og nogle får aldrig en ny, hvis den ene dør." Det praktiske ved at leve sammen med andre er, at der er flere øjne til at hjælpe med at finde føde og holde øje med fjender.

Praktisk frem for romantisk
Men faktisk er det kun i alt tre procent af alle verdens dyrearter, der lever i faste parforhold. Altoverskyggende kærlighed er altså ikke populært i dyreverdenen. Men er der så en god grund til, at visse dyr alligevel holder sammen i livslange partnerskaber?

Den videnskabelige forklaring er desværre såre pragmatisk. Dyrene findes sammen i par, hvis det gavner chancen for at overleve, forklarer Lars Thomas. "Det praktiske ved at leve sammen med andre er, at der er flere øjne til at hjælpe med at finde føde og holde øje med fjender. Det smarte ved at have én bestemt partner er, at man lærer hinandens vaner at kende og kan reagere hensigtsmæssigt i forhold til det. På den måde kan man sige, at kærligheden giver en fordel," siger Lars Thomas.

Belønnes for kærlighed
Gennem livet gør både dyr og mennesker mange ting for at overleve. De spiser, drikker og har sex for at skabe nyt afkom, der kan føre arten videre. Grunden til, at de gør disse ting, er, at hjernen belønner dem med et stof kaldet dopamin, der får dem til at føle sig godt tilpas. Uden dopamin-beløningssystemet ville man hurtigt glemme alle disse livsvigtige gøremål. Hos præriemusene øges hunnernes dopaminniveau med hele 50 procent, når hun parrer sig. Blandt visse dyr sætter belønningssystem i gang, når dyrene finder sammen med en mage. Præriemusen føler sig altså godt tilpas, når den har en fast partner. Dopaminsystemet får desuden hjælp fra vasopressin og oxytocin, som hjælper præriemusene med at genkende deres partner.

Forsøg med mus har vist, at hvis man fjerner genet for oxytocin allerede i fosterstadiet, vil musen lide af socialt hukommelsestab. Den vil simpelthen ikke huske de mus, den møder på sin vej. Man mener, at de monogame dyr husker hinanden ved at danne et duft- eller lydbillede af deres partner. "Mange fugle synger til hinanden og har bestemte melodier og stemmer, som de genkender hinanden på," fortæller Lars Thomas. "Med hensyn til lugt, så har man jo set eksempler på, at dyr kun vil kendes ved hinanden, hvis de genkender lugten. Hvis du fjerner en nøgenrotte fra sin gruppe, så den mister sin gruppelugt, vil de andre rotter overhovedet ikke kendes ved den igen," siger han.

Homo-dyr
Det er dog ikke alle dyr, hvor eksperterne kan finde svar i det praktiske og forklare deres kærlighedssignaler ud fra teorien om, at alt gøres for at overleve. For eksempel findes der en række homoseksuelle dyr, som har seksuelle præferencer for deres eget køn. Både i Odense og København Zoo har man flamingoer og pingviner, som lever i homoseksuelle parforhold.

"I USA i 2007 opdagede man, at ti procent af hannerne blandt en særlig art tamfår hellere ville parre sig med andre hanner. Det var selvfølgelig ikke sjovt for fåreavlerne, for det kommer der jo ikke mange lam ud af." "Men man ved altså ikke, hvorfor nogle dyr foretrækker deres eget køn, for rent biologisk og reproduktionsmæssigt giver det ikke mening," fortæller Lars Thomas.

Hvad føler dyr?

Af: Maj Bach Madsen, 23. juli 2011

Den britiske biolog og dyreretsforkæmper Jonathan Balcombe har fået udgivet en billedbog om dyrs evne til at føle glæde og nydelse. Videnskab.dk interviewer ham om videnskaben bag følelser hos dyr.

Følelser hos dyr er ikke et emne, der er brugt meget krudt på inden for videnskaben. Det skyldes, at forskere har haft en forestilling om, det ikke lader sig gøre at undersøge emnet, forklarer den britiske biolog og etolog Jonathan Balcombe.

Vi kan jo ikke spørge dyrene, hvordan de har det, som vi kan med mennesker. Derfor har forskere haft en opfattelse af, at man ikke kan undersøge deres glæde eller smerte.

Men i Jonathan Balcombes nye bog The Exultant Ark viser han fotografier af dyrenes komplekse følelsesliv. Videnskab.dk ringede til biologen for at finde ud af, hvordan antagelser om, hvad dyr føler i bestemte situationer, stemmer overens med hans egen videnskabelige baggrund.

Videnskab.dk: Er der nogen forskel på de antagelser om dyrs glæde, vi finder i din bog, og ren overtro? Jonathan Balcombe: Ja, det er der. Det her er jo ikke religion. Der er en række fysiske fænomener, vi kan teste. Vi ved, at hestes blodtryk påvirkes, når de bliver strøget over manken. Ifølge et studie, hvor jeg i øvrigt meget nødig ville have været en fisk, kan fisk føle smerte. Inden for videnskaben arbejder vi egentlig ofte med det, man kunne kalde for antagelser. Hvis meget viden peger i en bestemt retning, så har vi en hypotese om, hvordan det forholder sig, og det har vi også i dette tilfælde. Men tror du virkelige på, at små insekter har den samme skala af følelser, som vi mennesker har? Nej, det tvivler jeg på. Ikke alle dyr kan sanse lige meget. Spørgsmålet om, hvor man skal drage linjen er interessant. Men vi kan ikke nødvendigvis gå ud fra, at mennesket er det mest følsomme dyr. Hvad er det klareste bevis på, at dyr også føler glæde? Der er naturligvis mange anekdoter, der underbygger det. Alle, der har haft et kæledyr, ved, at de kommer løbende for at blive kælet, fordi de har lyst til det. Men man behøver ikke kun at læne sig op ad anekdoter, vi kan også se på forskningen. Der er mange overbevisende studier.

Der findes eksempelvis et studie af rotter, som jeg synes meget tydeligt viser, at dyr også opsøger glæde.

I studiet blev den ene gruppe rotter sporadisk berørt i nakken. Den anden gruppe blev kildet på maven. Det, med at bliver kildet på maven, ved vi, at rotter også gør på hinanden som små, som en del af at lege med hinanden. Gruppe 2, rotterne, der blev kilder på maven, lavede mange flere høje ultrasoniske lyde, som i tidligere forsøg er blevet sat i forbindelse med nydelse og glæde hos rotten. Og når de to grupper af rotter blev sat fri, løb gruppe 2 hen til menneskers hænder med det samme, formodentlig for at blive kildet på maven igen. Gruppe 1 nærmede sig ikke lige så hurtigt.

Iøvrigt, netop mens vi taler sammen nu, kommer min kat hen og gnubber sig op ad min hånd for, at jeg skal nusse den. Det er jo et meget godt tegn på, at den føler nydelse ved det. Er du på en mission i den her bog? Ja, det er jeg i høj grad:

Når vi erkender, at dyr har følelser, må vi også se på etikken i produktionen af mad. Vi behandler dyr, som var de kolde genstande. Jeg synes, fotografierne i bogen tydeligt viser, at det er forkert at spærre unge dyr inde og slå dem ihjel.

Om Jonathan Balcombe:

Jonathan Balcombe er født i England, har rejst i New Zealand og Canada, og boet i USA siden 1987. Han har skrevet mange videnskabelige artikler om dyrs adfærd, human uddannelse og dyreforskning. Han er en populær taler, han har været inviteret til at holde præsentationer på seks kontinenter.

I 2000, udgav Humane Society Press hans første bog "the use of animals in higher education: problems, alternatives and recommendations." Hans anden bog, "Pleasurable Kingdom: Animals and the Nature of Feeling Good" blev udgivet af Macmillan i maj 2006 og er oversat til fem sprog. Balcombes tredje bog, "Second nature: The Inner lives of animals" (Palgrave Macmillan), udkom i marts 2010, og "upper class areas' ark: A Tour of inscriptions expensive" (University of California Press) (University of California Press) forventes omkring September 2010.

Balcombe bor nær Washington, D.C. med sin kone og datter, hvor han arbejder som uafhængig konsulent. Han er tilgængelig for offentlige forelæsninger. I sin fritid nyder han natur-studier, at køre på mountainbike, spille klaver, vegansk madlavning, og forsøger at forstå sine to katte."

Etologi er studiet af dyrenes adfærd i forhold til deres miljø.